din tryghed i behandlingen





Som Spirituel Integrativ Terapeut samt fjerde års krops- & psykoterapeutstuderende og i øvrigt også som kommende Spirituel Integrativ Krops- og Psykoterapeut har jeg tavshedspligt, hvilket ikke er noget nyt for mig som følge af min tid i politiet.


Jeg er medlem af Foreningen af Danske Psykoterapeuter (FaDP), hvis etiske regler jeg – tillige med Tobias Skolens etiske retningslinjer – er underlagt.


Egenterapi er en fast og ufravigelig del af min uddannelse, og som terapeut skal jeg desuden jævnligt gå i supervision hos erfarne psykoterapeuter/psykologer. Her arbejdes der med mine klientforløb i anonymiseret form med henblik på at skærpe min faglighed og maksimere dit udbytte af behandlingen.


For at sikre dig det bedst mulige og mest givtige terapiforløb, fører jeg journal efter hver session. Det betyder, at jeg indsamler og behandler personoplysninger om dig. Ifølge EU’s persondataforordning (GDPR) skal du give dit samtykke til dette, så derfor underskriver du en erklæring om informationssikkerhed og databeskyttelse første gang, du er her. Erklæringen informerer om, hvilke slags personoplysninger jeg indsamler og behandler samt om, hvorledes og hvor længe jeg opbevarer dem efter endt behandling. Se i øvrigt punktet 'Persondatapolitik'.





Uanset hvad er det en tillidssag at indvie et andet menneske i sit indre liv, og det kræver frem for alt en god mellemmenneskelig relation. Hvis kemien, sympatien og trygheden ikke er til stede, har den personlige vækst og udvikling trange kår.


Før din første session tager vi bl.a. derfor en afklarende samtale over telefonen. Her spørger jeg lidt ind til dine forventninger til et eventuelt terapeutisk forløb, hvad dine konkrete udfordringer er, hvad du ønsker at få ud forløbet, om du har været i terapi før osv. Samtalen, der har en varighed af maksimalt 45 minutter, er gratis og uforpligtende. Samtalen giver også dig et indtryk af mig som menneske og terapeut.