om mig





MIN BAGGRUND OG MOTIVATION FOR AT ARBEJDE MED TERAPI

Jeg er oprindeligt uddannet i sprog og kommunikation (cand.ling.merc.) fra Handelshøjskolen i Aarhus, og har på den baggrund arbejdet i en lang række brancher og virksomheder. Herunder hos dansk politi. Det var mens jeg var ansat der – og ikke mindst under et virksomhedsbesøg i Statsfængslet Midtjylland – at jeg begyndte at få lyst til at læse videre, så jeg kunne blive klogere på, hvorfor mennesker er som de er, og ikke mindst gør som de gør. Og hvad i alverden man kan stille op, for at vi forandrer os til det bedre, og forhåbentlig også gør noget lidt andet, end vi plejer.


Men én ting er faglig interesse og nysgerrighed i forhold til menneskets gådefulde natur. Noget ganske andet er førstehåndserfaringer med forskellige former for terapi. Det fik jeg i kraft af to stresssygemeldinger og en skilsmisse. Jeg har prøvet flere forskellige slags kognitiv samtaleterapi, og var egentlig godt tilfreds med det. Ikke mindst fordi jeg var så privilegeret at gå i terapi hos særdeles kompetente og sympatiske fagfæller. Alligevel var det som om, at de forandringer, der gerne skulle komme ud af sådan et terapiforløb, ikke rigtig tog ordentligt bolig i mig. Jeg faldt ligesom tilbage i de gamle mønstre igen. Indtil jeg stødte på Tobias-Skolens unikke terapi- og menneskesyn, der kommer til udtryk i Spirituel Integrativ Krops- og Psykoterapi.





MIN TERAPEUTISKE BAGGRUND

Jeg er på sidste år af Tobias-Skolens i alt fireårige uddannelse til Spirituel Integrativ Krops- og Psykoterapeut. I oktober 2018 blev jeg certificeret Spirituel Integrativ Terapeut fra skolen.


Foruden min personlige erfaring med flere års terapi udbygges min efterhånden solide, faglige ballast fra Tobias-Skolen løbende i takt med, at jeg når længere og længere i uddannelsen, som jeg forventer at afslutte i efteråret 2020.


Jeg har taget flere kurser i mindfulness og heartfulness samt healingworkshops og en yoga- plus stilhedsretræte. På sigt vil jeg gerne supplere min faglige palette med kostrådgivning, yoga og sexologi. Men én uddannelse ad gangen…