SPIRITUEL INTEGRATIV KROPS- OG PSYKOTERAPI
henvender sig til og favner hele mennesket, dvs. både dets krop, sind og ånd. Terapiformen har på det nærmeste revolutioneret mit liv. Der er himmelvid forskel på rendyrket samtaleterapi, hvor alting formidles og forstås med hovedet, og så på denne effektive blandingsform, der udover hovedet også inddrager klientens krop og sjæl i arbejdet.
Det kan måske nok lyde lige vel abstrakt for dig, der ikke har prøvet terapiformen endnu, men hvis du har lidt tålmodighed og læser videre, skulle du meget gerne blive klogere undervejs. For at gøre det med kroppen mere konkret, så lad mig give dig følgende håndgribelige eksempel: Du kommer ind i et rum, og kan øjeblikkelig mærke, at der er noget fuldstændig galt. Du ser dig omkring, og alt er tilsyneladende normalt, men stemningen er på nulpunktet, og luften lige til at skære igennem. Du spørger måske, hvad der er galt, og får det svar, at ’alt er fint’. Men du VED bare, at alt langtfra er fint.
Lad mig spørge dig, hvordan du ved det? Med hovedet eller med kroppen? Korrekt! (Hvis du svarede ’med kroppen’…) Den menneskelige krop er et virkelig forfinet måleinstrument. Via såkaldte spejlneuroner kommunikerer nervesystemerne i vores kroppe med hinanden helt uden brug af tanker eller ord. I eksemplet opsnapper din krop således den uro og/eller konflikt, der suser rundt i den/dem, der påstår, at ’alt er fint’. Det er groft sagt denne mavefornemmelse, kropslige intelligens eller intuitive visdom, der styrkes, når vi arbejder kropsterapeutisk.
Det er alt sammen godt nok, tænker du måske, men skal jeg så slet ikke bruge hovedet mere? Jo jo! Men mange af os er nærmest blevet så gode til at bruge hovedet, at vi helt glemmer kroppen. Den er der ligesom bare. Som en slags vedhæng til vores gode hoved. Det går måske meget godt i nogen tid, måske adskillige år, men så på et tidspunkt gør kroppen formentlig oprør, fordi den ikke bliver hørt.
Vi begynder måske at få småskavanker, som fx stærke muskelspændinger, hovedpine eller gentagne infektioner. Ikke noget at tale om. Ikke noget et par smertestillende tabletter ikke kan tage. Et par bliver til flere, og pludselig tager vi måske jævnlig flere slags medicin. Og eventuelt lidt at sove på, især når der er ekstra knald på jobmæssigt. Og måske også lidt for humøret, for det er heller ikke for godt. Nu skal kroppen efterhånden bruge megafon for at råbe os op, for vi forsøger ufortrødent og efter bedste evne at gøre den tavs!
Og det gør den så - bruger magafonen! Det kan fx ske i form af eskalerende stresssymptomer og sågar mere eller mindre invaliderende angsttilstande, som i mit tilfælde (det kommer jeg nærmere ind på nedenfor). Jeg skal være den første til at indrømme, at da jeg havde det allerværst, så havde jeg noget nær umuligt ved selv at få øje på, at min krop på nogen måde skulle være intelligent, når den nu var skyld i, at jeg hverken kunne spise, sove eller finde ro, ofte var svimmel og havde hjertegalop osv. osv. Jo mere den ’skabte sig’, jo mere forsøgte jeg at dope den. Men lige lidt hjalp det.
Først da jeg forsigtigt begyndte at nærme mig idéen om, at min krop måske alligevel ikke var min værste fjende, skruede den gradvis ned for volumen. Det kan være en lang og virkelig frustrerende proces at blive ven med sin krop igen, når man som jeg har ligget i åben krig med den i årevis, men når jeg gør regnskabet op i dag, er jeg glad og yderst taknemlig for, at vi stadig har hinanden – også selvom vi har vores kampe indimellem. Der var formentlig ikke andre af mine venner, der var blevet hængende, hvis jeg havde ignoreret dem, taget dem for givet, svinet dem til eller forsøgt at lukke munden på dem med medicin, fordi jeg ikke orkede at høre på dem.
Men som om det ikke var nok, at kroppen dengang ’teede sig’, begyndte hovedet også at svigte mig. Jeg havde uvejsomt tankemylder, kunne ikke koncentrere mig og da slet ikke huske fra min næse til min mund. Nu var jeg for alvor fremmed for mig selv, og det skræmte mig fra vid og sans ikke at vide, hvem jeg var. Om muligt endnu mere skræmmende var det, at min daværende mand heller ikke længere kunne kende mig. Ægteskabet slog revner, og endte med at gå i tusind stykker.
Der midt i mørket, forvirringen og angsten havde jeg desperat brug for et stabilt holdepunkt. Et lys i mørket, en tro på fremtiden. Noget, der var større, stærkere og klogere end mig, og som kunne hjælpe mig med at få løsnet den gordiske knude, jeg havde fået bundet på mig selv og mit liv, så jeg igen kunne begynde at trække vejret. Det var i disse dage, at jeg overgav mig til et nyt, spirituelt grund- og menneskesyn. Indtil da havde jeg vist nærmest været kulturkristen, som danskere nu engang er flest. I dag er spiritualiteten en integreret og levende del af mig, min hverdag og mit liv; en del som jeg hverken kan eller vil leve foruden. Også selvom det kan være noget af en anstødssten i et overvejende sekulært samfund for ikke at nævne i konventionelle terapeut- og behandlerkredse.
Jeg tror på, at mennesket er meget andet og langt mere end blot højt avancerede, biologiske maskiner, der beklageligvis udviser periodiske softwarefejl og biokemiske ubalancer, når vi fx oplever depression. Det er min overbevisning, at vi hver især indeholder et gran af noget, der er langt større, stærkere, klogere og mere kærligt end vores personlige jeg. Noget der er uforanderligt, og ikke lader sig betvinge, som vi fx forsøger at betvinge vores krop, hvis den ikke makker ret. Noget der forbinder – eller i hvert kan forbinde – os i højere grad, end det gør os forskellige fra hinanden. Noget der (forhåbentlig!) indvirker positivt på vores måde at være mennesker på. Jeg tror på et treenigt menneske, der består af både krop, sind og ånd.
